Den bedste rens, til håret!

#Kun1udaf60

Jeg har tidligere skrevet om den voldtægt jeg for lidt over tre år siden var udsat for. Selvom jeg langt hen af vejen selvfølgelig ville ønske jeg kunne glemme alt om hændelsen, har jeg besluttet jeg mig for at bruge min stemme og oplevelse til at tale og tale ud om det tabu voldtægt nu engang er, både for min egen skyld, men i den grad også for andre.

 photo 1.jpg

Man skal være stærk for ikke at lade sådan et overgreb påvirke resten af ens liv, sine forhold, både til sig selv og til andre. Men det er svært at være stærk når retten over ens krop er blevet taget fra en. Det er svært at blive sig selv igen og nogle bliver det måske aldrig.

Kun 1 ud af 60 voldtægter ender med en dom. Det vil sige af 59 ud af 60 ofre sidder i nøjagtigt samme situation som jeg gjorde. Med en sag der måske aldrig blev til en retssag, en sag der endte med at det var ord mod ord og efterladt med en følelse af uretfærdighed. Det er altså tal der er til at mærke. Tal der får mig til at banke i bordet og tale om det, selvom det gør ondt.

Jeg kendte ikke manden der voldtog mig. Men det betyder ikke at jeg har været fri for at se ham. Langt fra, desværre. Jeg har set ham godt og vel 10 gange på 3 1/2 år. På trods af at jeg 2 af årene har boet i Århus og kun besøgt Odense en weekend eller to i kvartalet. Det var hans ord mod mit, som det jo oftes er i den slags sager. Derfor gik min sag aldrig i retten. Hvilket er et af de største nederlag jeg har måtte opleve i mit 24 år “lange” liv.

Så kunne man måske tænke om jeg føler min anmeldelse og de smerter der fulgte med den, var forgæves. Men sådan ser jeg det ikke. Jeg håber at min anmeldelse har skræmt ham nok til aldrig at gøre det mod nogen anden. Hvis han gør og får endnu en sag på sin kappe, bliver min sag genoptaget. Jeg håber at det, at jeg tør skrive og tale om det, giver en større åbenhed og at vi i sidste ende kan få et bedre retssystem på området.

Det er svært at snakke om voldtægt. Både fordi det er modbydeligt, men også fordi det er noget der virkelig kan få folk op af stolene og ikke altid på den mest betænksomme måde for os der har været udsat for en.

Hele holdningen til at vi kvinder skal passe bedre på os selv, huske ikke gå udfordrende klædt, aldrig går alene hjem fordi det “tillokker” og “indbyder”, er simpelthen så diskrimerende at jeg krummer mine tær.  Uanset om jeg så havde gået nøgen hjem fra byen den nat det skete for mig, bliver det aldrig min skyld, det var ikke mig selv der bad om det og det havde ikke automatisk givet ham retten til at have sex med mig. Uanset om kjolen var kort eller jeg havde et frækt blik i øjnene. Skylden, den hører kun ét sted hjemme og det er desværre sjældent der at den ender.

 photo Skaeligrmbillede 2015-08-17 kl. 08.21.35.png Derfor har jeg sagt ja til at fortælle lidt om min oplevelse og mine holdninger til MetroXpress, der kører teamet ugen ud. Så grib en på din vej i dag, læs med HER og se min video på deres website liger HER.

I kan også læse indlæggene Det som bloggen ikke ved, Er en voldtægt, en voldtægt uden vold og En kamp jeg blev stærk nok til at vinde.

– Lise Emilia

   

2 kommentarer

  • […] er fuldstændig overvældet af alt den positive feedback på artiklen og videoen igår. Jeg er glad for jeg stod frem med min voldtægtshistorie for jeg kunne mærke den virkelig rørte […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanette Henriksen

    Jeg synes det er så sejt når man forsøger at bryde tabuer..
    Og hvor er det stort af dig at du er så åben og ærlig omkring din egen oplevelse. <3

    Kæmpe kram

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den bedste rens, til håret!