Dagens makeup: Soft

En kamp jeg blev stærk nok til at vinde

“D. 31 marts 2012, smuldrede hele mit liv i hænderne på mig. Jeg følte mig fuldstændig handlingslammet og jeg var virkelig i tvivl om, om jeg nogensinde kunne komme på benene igen. Det var som var alt min styrke blevet brugt op, jeg overgav mig fuldstændig og lod alt falde omkring mig. Det er den mest forfærdelige følelse, jeg nogensinde har måtte rumme.”

Jeg er stadig enormt taknemmelig for hvor godt både i og min øvrige omverden tog imod indlægget “Det som bloggen ikke ved” hvor jeg for første gang åbnede op omkring den voldtægt, der havde vendt hele mit liv på hovedet to år forinden.

 photo kampen.jpg


Jeg har en idé om, at jo mere jeg tør tale om det, jo mindre ondt kan det gøre.

Derfor vil jeg i dag, på treårsdagen for voldtægten, gerne dele hvordan jeg kom igennem den svære tid, hvornår det blev bedre og hvordan jeg har det med den i dag.

Det jeg husker som det allersværeste var, at jeg krakelerede fuldstændig, jeg kunne ikke hænge sammen længere. Jeg havde enormt svært ved, at acceptere det, men på samme tid intet valg, jeg var magtesløs overfor min egen tilstand. Jeg måtte overgive mig og være ærlig overfor mig selv og mine nærmeste, jeg var alt andet end okay. Der var kun en vej frem og det var igennem en kamp jeg slet ikke vidste om jeg var stærk nok til at vinde.

Jeg tog et sabbatår efter jeg blev student. Jeg brugte ikke året på at rejse, men på at få det bedre.

Hvornår blev det så bedre? Jeg gik hos en kliniskpsykolog jeg havde fået tildelt via. sygehuset, som var helt enorm dygtig til at hjælpe mig, så faktisk fik jeg det bedre hele tiden, men vi taler meget små skridt. Jeg gik hos hende i et halvt år, hvorefter jeg startede i gruppeterapi hvor jeg var i lige knap et år. Det husker jeg som at være der hvor jeg begyndte at få det godt igen, skiftet imellem psykolog og gruppen. Gruppeterapien holdt mig fast i den udvikling jeg havde brug for, men ikke altid havde overskud til, for det er hårdt at arbejde med sig selv, og nogle gange ønskede jeg at jeg kunne holde lidt fri fra det. I juni 2013 blev jeg enige med de tilknyttede psykologer om, at stoppe i gruppen. Jeg følte jeg havde fået det med der fra jeg skulle bruge. Der stod jeg så på den anden side og havde det bedre end nogensinde før. Jeg havde vundet kampen, og jeg havde lært mere om mig selv, end jeg troede var muligt. Få måneder efter flyttede jeg til Århus, og det sidste år til halvandet er gået enormt stærkt, og jeg har haft det ualmindelig godt, og er på mit gladeste nogensinde.

Hvordan påvirker det dig nu? Faktisk er jeg ikke særlig påvirket af episoden i min hverdag længere. Det kan godt gøre mig ked af det og rigtig vred fra tid til anden, men det går hurtigt over igen. Jeg flygtede ikke fra Odense, men det at flytte til en anden by hvor jeg ikke længere skulle gå i en frygt for at støde ind i gerningsmanden, lettede virkelig en sten fra mit hjerte, og jeg blev tryg i mine omgivelser og i mig selv igen. Jeg elsker at besøge mine familie og mine veninder hjemme i Odense, men angsten for at støde ind i ham er der stadig af og til.

Et godt råd? Tag kampen selvom du ikke føler sig stærk nok til at vinde den og vær ikke bange for at bede om hjælp, det er klart du har brug for den, hvis du er udsat for den slags overgreb.

Jeg passer på mig selv i dag, hvilket vil sige, at jeg har fri fra arbejde, jeg har sovet indtil jeg vågede af mig selv og i dag, skal jeg kun lave ting jeg har lyst til, vigtigst af alt skal jeg sætte pris på mig selv og være stolt af, at jeg kæmpede kampen og vandt.

Tak fordi du læste med, mere åbenhed omkring tabuer som dette er med til at hjælpe ofrene med at komme videre.

– Lise Emilia

 

 

2 kommentarer

  • […] I kan også læse indlæggene Det som bloggen ikke ved, Er en voldtægt, en voldtægt uden vold og En kamp jeg blev stærk nok til at vinde. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Lise

    Af alle mulige årsager læser jeg først dit indlæg nu, men du skal vide, at jeg har læst det. Jeg har egentlig ikke en masse gyldne ord at dele med dig, men jeg ved hvor meget det selv betyder for mignatbfå feedback på personlige tekster.

    Du er fandme sej! Jeg har så meget respekt for at du står frem med det her og med så meget andet, som også kan være svært at tale om. Du har ret, tror jeg. Jo mere vi taler om de her tog desto bedre får vi det allesammen. Så tak for at dele det! Selvom jeg ville ønske at du aldrig skulle have været igennem den oplevelse, så er jeg stolt af dig, fordi du griber det an som du gør og jeg håber og tror at du hjælper andre med din historie.

    Kram Malene

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagens makeup: Soft