Dagens - HEY YOU

At være plejebarn var en altafgørende faktor i mit liv

I går i forbindelse med et oplæg jeg var ude og holde for kommende plejeforældre, mødte jeg den kvinde som stod for min anbringelse i tidernes morgen. Hele min “sag” stod sole klart for hende, vi fik en god snak om hvordan det hele havde været og jeg fik sagt tak for hendes gode stykke arbejde. I Forbindelse med det, har jeg valgt at reposte et af de mest personlige indlæg i bloggens levetid.

Hej Bloggen

Dette bliver et meget personligt indlæg fra min side. Efter at bogen “At give op har aldrig været en mulighed” – autentiske beretninger fra tidligere plejebørn, som jeg medvirker i, er blevet udgivet, har jeg gået med en stor lyst til at dele nogle af mine tanker omkring min opvækst og det at være plejebarn, med jer. Jeg har altid gerne ville fortælle min historie, i håb om, at den kunne hjælpe andre der måske kunne stå i den sammen situation, men også for at skabe en større åbenhed omkring hvordan det er at være plejebarn.

Så her er et indlæg, direkte bag facaden.

Photobucket

Inden jeg går igang vil jeg lige forklare mig, så vi kan undgå lidt forvirring. Jeg omtaler mine plejeforældre som mor og far, og mine forældre som mine biologiske forældre/ biologiske mor og far.

I mandags kom min far, og hentede mig her hos Cecillie (hvor jeg bor i øjeblikket) vi skulle nemlig kører lidt mere ud i mit boxitrum, da jeg havde så mange ting her, som jeg i bund og grund ikke havde brug for. Da jeg kom hjem, slog det mig faktisk, at min far, jo ikke rigtigt er min far, hvilket kan føles helt utrolig underligt til tider. For inde i mit hovede har han altid haft faderrollen, og jeg glæder mig til, at han forhåbenligt en dag kan følge mig ned af kirke gulvet (/råhusgulvet). Jeg vil ikke sige at jeg har taget det forgivet, at ham og min mor har gjort mig til deres barn, men af og til kan jeg godt komme til at glemme det lidt, altså at jeg ikke er deres rigtige barn.
Som jeg skriver i min tale til Karen Hækkerup –
“Plejeforældre er dem der tager over, når ens egne forældre svigter og ikke kan tage sig af en. Jeg synes på mange måder, at det er helt utrolig smukt, at der findes mennsker som vil åbne deres liv og hverdag for at hjælpe en andes barn godt igennem livet. Det viser virkelig medmenneskelighed og kærlighed af den aller bedste slags.”

Jeg var anbragt hos mine forældre i 18 år, jeg flyttede hjemmefra da jeg var 19 år, så kan i jo nok godt selv regne ud, at jeg ikke var ret gammel da jeg begyndte at bo hos dem. Jeg har indtil for 4 og 1/2 år siden haft kontakt til min biologiske familie, sideløbende. På en måde er det meget svære for mig at dele ting om mine biologiske forældre, både fordi det kan gøre rigtig ondt at se tilbage på de dårlige ting der er sket, men også fordi meget af det simpelthen er så personligt, at jeg ofte holder det for mig selv. Jeg vil dog alligevel forsøge at give jer et billede af hvilket miljø jeg oprindeligt kommer fra, og hvad det har givet mig med på vejen.

Begge mine biologiske forældre er mental handicappede, med svære indlæringsvanskeligheder.
Dog har de formået at skabe en forholdvis velfungerende tilværelse. Min mor kommer fra en dejlig familie, hvor jeg har min kære Mormor, som virkelig betyder meget for mig, det er et år siden jeg fik hende tilbage i mit liv, det kan i læse om HER!. Min mormor har desværre ikke kontakt til min mor, og har ikke haft det i omtrent 7-8 år. Men det jeg prøver at sige er, at min mor kommer fra en velfungerende og omsorgsfuld familie, men hun er født med sit handicap. Hvorimod min biologiske fars handicap nok er mere 50/50 på det medfødte og så det miljø han er opvokset i. Hans familie var og er nemlig ikke lige så velfungerende som min biologiske mors,  og uden at analysere for meget, så har der været et rigtig stort omsorgssvigt, og generelt et usundt miljø omkring ham og hans søskende.

Derfor kunne de af gode grunde ikke tage sig af mig. Det der med at klæde mig ordenligt på, give mig den mad en lille baby skulle have og have den helt tætte nærkontakt med mig, som jeg behøvede fungerede bare ikke. Min biologiske mor forsøgte alt hvad hun havde lært og med den største kærlighed i verdenen, men der gik ikke lang tid før at hun indså at de ikke kunne klare projekt Lille Lise alene. Min mor ville faktisk ikke have børn, for hun har altid været klar over at hun ikke kunne magte den store opgave det var at være mor. Dersværre af komplicerede årsager, endte det med at hun blev overtalt af min biologiske fars familie, og de endte med at få mig. Altså jeg er selvfølgelig glad for at være blevet sat i verden, men måde det blev gjort på var ikke noget at råbe hurra for.

Heldigvis blev jeg anbragt frivilligt, så der var altså ikke tale om en tvangsfjernelse. Og jeg kom hos mine biologiske forældre 3 weekender om måneden, i alle de år jeg havde kontakt til dem. Og nu sidder du sikkert og tænker, hvorfor brød du kontakten til dem? Hvordan kan man vælge sin egen familie fra? Jeg vil ikke komme med en længere forklaring på dette, da det simpelthen er for personlig og for hårdt for mig, men jeg vil gøre det så simpelt som jeg kan: Jeg stoppede kontakten til min biologiske familie, da jeg simpelthen rent psykisk led overlast, og endte med at gå ned med flaget i 10. klasse. Jeg kunne til sidst ikke længere magte at styre deres liv (hvilket jeg var nødt til i en meget lang periode, da der ikke var styr på noget som helst, økonomien sejlede og den store mangel på socialefærdigheder endte ud i mange åndssvage situationer) og også skulle styre mit eget. Jeg kunne simpelthen ikke rumme mere, der var fyldt op. Jeg har aldrig haft et specielt godt forhold til min biologiske far, og dog, vi har kunne enes, men han har aldrig stået mig særlig nært, og hans familie, de har simpelthen budt mig så mange dårlig, og urimelige oplevelser, specielt min farmor, som brugte hver mulighed hun havde, for at fortælle mig, at nu skulle jeg huske hvem der var min rigtige familie, og stak mig den ene og den anden sværte om hvor forfærdelige mine forældre var (plejeforældre). I virkeligheden var det hende der ødelagde mig, og ikke omvendt.
Men som i nok kan forstå, så nåede jeg til et punkt, hvor jeg for første gang var nødt til at vægte mit velbefindende og min fremtid højere end dem. Jeg indså at jeg ikke kunne fortsætte mit liv på den måde, for hvad skulle der så blive af mig? Jeg savner min biologiske mor, rigtig meget, og jeg ville sådan ønske, at hun en dag ville ringe til min mormor og be om vores hjælp, så hun kunne blive en del af mit liv igen. For selvom jeg har en helt fantastisk mor, i min plejemor, vil jeg altid savne min lille mor, hun er alt det gode jeg kan huske fra mine weekender, hun var grunden til at jeg havde lyst til at komme hjem og besøge dem. Og jeg har aldrig nogensinde betvivlet at hun ville mig det aller bedste. Der er et lille hul inde i mig, hvor hun mangler. I kan læse mere om hvordan det har været at have to møder, lige HER!

Jeg er stadig den dag i dag, utrolig glad for den beslutning jeg tog, snart 5 år tilbage i tiden. Det er den anden vigtigste der er blevet truffet i mit liv.  Den første var nemlig at jeg blev anbragt uden for hjemmet.

Jeg må indrømme, at jeg virkelig føler mig heldig, selvom det er svært for andre at kunne forstå hvordan man kan være glad for ikke at have sin rigtige familie, så er jeg bare så glad for, at der var 2 mennesker, som ville mig så meget, og som kunne sørge for, at jeg fik det dejlige liv jeg har i dag, nu hvor de to jeg startede ud med, ikke kunne klarer opgaven.

Som barn gik jeg med hovedet fyldt med tanker, hele tiden, der var aldrig ro på overetagen, for der var altid en bekymring eller to, som jeg ikke kunne lade ligge. Jeg kan huske at mine biologiske forældre ofte har sagt, i mine unge år (11-14) at jeg ikke skulle bryde mit lille hovede med deres problemer. Men det var altså frygteligt svært når det var nemmere og mere nærliggende for mig at finde løsningerne på det hele, end dem. 2 gange har der været snak om, at jeg kunne miste min plejefamilie, 1 gang lige inden skolealderen, der havde været snak om at jeg måske hvis alt gik godt, kunne komme hjem og bo igen, og “nøjes” med en pædagog  der kunne hjælpe mig med skole mv. Men da tiden kom, var det ikke ansvarligt, og jeg fik lov til, at blive hos min plejefamilie. Anden gang husker jeg så tydelig!
Mine biologiske forældre ville overtage min onkels kærestes hus, i en lille by uden for Odense, derfor også uden for Odense kommune, hvilket ville betyde, at jeg formeneligt ikke kunne bliver hos min plejefamilie, da kommunerne (oftest) ikke går på tværs med hinanden på det punkt. Jeg kan huske da mine forældre fortalte mig, at det ville blive konsekvensen, jeg satte hælene i, og bad dem gøre alt hvad de kunne for, at overtale mine biologiske forældre om, at vi ikke skulle flytte. Det var meningen at jeg skulle se Pyrus filmen i tv’et den aften, men jeg havde brugt alt min energi på at græde i angst for hvad der skulle ske, at jeg faldt om på sofaen.  Det var så frygteligt, og jeg tør slet ikke tænke tanken, hvad hvis det nu var sket. Jeg husker også, at jeg i en lang periode 1-2/3 klasse, prøvede at overbevise mig selv om, at jeg ville hjem til mine biologiske forældre når jeg blev 15 og selv kunne være med til at bestemme det. Det havde min biologiske fars familie talt om i evigheder, hvor dejligt det ville blive når jeg blev 15. Jeg fik aldrig overbevist mig selv, heldigvis. Jeg var i bund og grund godt klar over hvor jeg havde det bedst og at mine egne forældre jo ikke kunne hjælpe mig til at få det gode liv. Jeg følte mig altid lidt anderledes, og var bange for at jeg ikke kunne lærer at læse og skrive, faktisk var jeg skide bange for, at jeg ikke var klog nok, at jeg “fejlede” det samme som mine biologiske forældre. Jeg har gået med en masse tanker, som jeg ikke har kunne dele med nogen, for der var ikke nogen som mig i min vennekreds, der var ingen jeg troede ville kunne forstå mig, og af og til følte jeg mig så alene med de tanker, og lidt som om at jeg var den eneste i verdenen der havde det på den måde.

Selvom, at udkommet er godt. At jeg heldigvis har kunne lærer alt det jeg skulle, og er blevet så velfungerende, er der mange ting jeg har oplevet i mit liv, som et barn bare ikke skal udsættes for, det er ikke nogens skyld, men ser jeg tilbage, burde jeg slet ikke have været hjemme hos mine biologiske forældre, om ikke andet, så ikke så ofte som jeg var. Og her kommer så en helt banal klassiker – Jeg ville ikke have været det foruden, for det har gjort mig til den jeg er i dag.  Men den altafgørende faktor for, at jeg står på mine ben i dag og er blevet en stærk ung kvinde, var at jeg blev anbragt i min plejefamilie, at min mor og far gjorde mig til deres barn, på lige fod med deres egen datter (min søster).
De har lært mig alt det jeg har brug for her i livet, de har givet mig, mig. For uden dem, var jeg ikke blevet den jeg er i dag.

Efter, at have været medvirkende i denne bog, har jeg jo mødt 9 andre unge, der lige som mig, har været plejebørn, som har gået med de nøjagtigt samme tanker, som også kan sætte ord på de følelser, som jeg har følt mig så alene med, og det har i sig selv været en helt fantastisk process. Derfor er lige netop den her bog så vigtig, for havde jeg dog bare haft mulighed for at læse den i mine tidligere teenager år, så havde det kunne besvarer en masse af mine spørgsmål og måske fjernt den lille ensomhed som mange af os har gået med.

Jeg sidder lige nu, mens det her indlæg bliver udgivet på bloggen, i et tog, på vej mod København, hvor jeg skal med de andre medvirkende i bogen, samt forfatteren, til et møde med Social og integrationsminister Karen Hækkerup.
Her har jeg fået æren af at overrække hende bogen, samt holde en lille tale. Jeg kan godt sige jer, der er sommerfugle i hele maven, hvor er det bare fantastisk, at bogen for den opmærksomhed. Det er altså en ret stor dag for lille mig.

Jeg ved dette indlæg er kilometer langt, men jeg ville gerne give jer et indblik i det hele, lidt på samme måde som bogen gør. Både i håb om, at skabe en større åbenhed, men også i håb om, at der skulle sidde en læser på den anden side, som enten er plejebarn, har været eller en der måske overvejer at blive plejeforældre.

Jeg håber i tager godt imod det!

– Lise Emilia

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dagens - HEY YOU